Hvem opfandt IQ-testen, og hvilke overvejelser har der ligget bag, hvad der afgør, om man kan betegnes som intelligent eller ej? Få nogle af svarene her.
En af de første, der forsøgte at definere og derefter måle menneskets mentale evner, var multividenskabsmanden Francis Galton, for øvrigt halvfætter til naturhistorikeren Charles Darwin.
Kan du arbejde er du intelligent
Galtons tese var, at der var to generelle faktorer, der adskilte den mere intelligente fra den mindre intelligente. Det ene var energien og evnen til at arbejde. Det andet var følsomhed og evnen til at skelne. For at eftervise sine teorier drev han i årene 1884- 1990 et studie i London. Men det slog den aldrig helt igennem. Det gjorde derimod den test, som Alfred Binét og Theodore Simon udviklede i 1905. Ønsket var at kunne måle franske skolebørns mentale alder og dermed finde de børn, som ikke var i stand til at følge med i skolen.
De intelligente er dygtige i skolen
Når Binét og Simon skulle beskrive deres syn på intelligensen, var det med disse ord: - At kunne vurdere vel, at kunne forstå vel og at kunne argumentere for sig. Næsten samtidig med Binét og Simon fandt psykologen Charles Spearman frem til, at der var et klart sammenfald mellem et menneskes evner inden for så vidt forskellige områder som oldtidskundskab, fransk, engelsk, matematik, tonehøjde og musik. Han mente, at der bag alle disse egenskaber lå en dybere evne. Den valgte han at kalde for den generelle intelligens (g-faktor).
Mental alder + kronologisk alder = IQ
Først da Louis William Stern i 1912 fandt på at sætte et menneskes mentale alder i relation til kronologisk alder, opnåede man en brugbar test af menneskets mentale evner: Intelligenskvotienten var født! G-faktoren tager udgangspunkt i, at hvis du er god til skolefag som matematik og sprog og har en god rumfornemmelse, har du sikkert også en høj IQ-score. Anderledes er det med amerikanske Howard Gardners teori om mange intelligenser. Han siger, at mennesket er i besiddelse af otte indbyrdes uafhængige intelligenser.
Intelligenserne kan overføres
Gardner siger, at intelligenserne eller modulerne, som han også kalder dem, er meget adskilte. Men danske forskere som Mogens Hansen påpeger, at der er rige muligheder for overførsel mellem de forskellige moduler, også kaldet transfer. Det sker gennem den del af vores hjerne, som rummer vores helt basale følelser. Derfor er det flere gange blevet påpeget, at f.eks. fysisk bevægelse og musik er med til at øge sansen for matematik og sprog.
Gardners otte intelligenser
•Sproglig
•Kropslig og kinæstetisk
•Logisk-matematisk
•Det personlige indre
•Musisk
•Følelsesmæssig
•Rumlig
•Intelligens for naturen

Ingen kommentarer:
Send en kommentar