tirsdag den 2. november 2010

Snyd vintermørket - og kom i godt humør

Et godt grin - det hjælper mod vintermørke tanker, viser amerikansk undersøgelse.

Kalenderen siger november og havemøblerne er formentlig netop sat ind samtidig med, at uret er sat en time tilbage. Foran os ligger måneder fulde af mørke og kulde.

Hvad i alverden skal man stille op, og er der nogen jordisk mulighed for at bevare både humør og oplagtheden henover vinteren?
Magasinet Aktiv Træning har kigget nærmere på sagen og har fundet en stribe tips til at give vinterhumøret en ansigtsløftning:

- Smut ud i lyset - benyt enhver lejlighed til at gå tur i dagslys.

- Få selen nok - en undersøgelse fra University of Surrey i England skulle vise en sammenhæng mellem depression og mangel på selen.

- Dyrk mere sex - sex øger produktion af endorfin og dopamin, og det er godt for humøret.

-Træn hårdt - hård fysisk træning holder beviseligt træthed og vinterdepression fra livet. Sørg for at træne to-tre gange om ugen.

-Vælg fede fisk - der er D-vitamin i fede fisk, og D-vitamin har vi brug for i de solfattige måneder. Især laks og makrel er gode og 100 gram fisk om ugen giver dig den nødvendige mængde  D-vitamin.

-Tænd mere lys  - dæmpet lys virker søvndyssende, så tænd gerne lys i dine stuer. Eller invester i en lysterapi-lampe, som eventuelt kan stå på dit skrivebord. Den ekstra mængde lys har gunstig indvirkning på kroppens produktion af serotonin.

- Få dig et godt grin - latter letter humøret. En amerikansk undersøgelse skulle ifølge Aktiv Træning bevise, at testpersoner fik øget deres produktion af det humørløftende stof serotonin med hele 27 procent bare ved udsigten til, at der snart skulle ske noget sjovt.

- Spis spinat. Aktiv Træning skriver, at mangel på  B-vitaminet folsyre - (også kendt som folat, folacin eller folinsyre) påvirker dit humør negativt, fordi syren er vigtig for produktion af stofferne  noadrenalin og serotonin, som løfter humøret. Så spis spinat, hvor der er folinsyre i. Det samme gælder iøvrigt broccoli og kalvelever.

Ingen kommentarer: